Tilbage til oversigten

06.

Nov

Black or White

Hvad er forskellen på et Romney og et Obama Rally? Ikke entusiasmen i hvert fald. Tusindvis af mennesker møder begejstrede op og står i kø i timevis for at støtte deres kandidat. Heller ikke merchandisen. Begge lejre har bagdes, bumperstickers, papkort og T-shirts, som de ivrigt flasher. Ikke det amerikanske flag. Begge fløje har enorme star spangled banners, som når man i sin fantasi oversætter dem til danske tilstande, ville selv Dansk Folkeparti synes, at det var for meget af det gode. Trods alt.

 Der er heller ikke forskel på betjeningen: Begge fløje serverer ingenting, hverken vådt eller tørt for sine tusindvis af fans, selvom de køer op og hujer og giver kandidaternes pressekorps alle de billeder, der skal til for at vise den massive opbakning. Heller ikke musikken. Det er mænd med guitars og sange om freedom, selvom Obama havde selve musikeren live på scenen. Det er ikke det massive opbud af Secret Service agenter og politi eller antallet af skudsikre biler med maskingeværer med raketstyr stikkende ud gennem ruderne. Selvom en republikansk tilskuer spøgte med, at nu skulle vi bare vinde det valg, så Mitt kunne få A-holdet.

Der er ikke forskel på talerne, selvom pointen af indholdet af talerne er væsensforskellige: Den ene side vil have omfordelingen. Den anden side vil ikke have omfordeling.  Og nu kommer vi frem til forskellen på de to rallyer: Det ene Rally består af sorte mennesker. Det andet består af hvide mennesker.

Ret skal være ret. Obamas rally består af 24.000 mennesker, hvoraf de fleste tydeligvis er fattige eller lavere middelklasse. Obamas Rally har også massere af deltagere af den slags mennesker, som der er flest af på Nørrebro: Urbane, dreadlocks, skæve eksistenser, gamle økohippier, hvide, sorte og latinoer blandet sammen, som giver et billede af en broget flok. Over firs procent af den sorte befolkning stemmer på Obama.

 Til Mitt Romney rallyet tæller jeg 2 (en-to) sorte, hvoraf den ene er hyret til at skubbe en rullestol med en hvid mand siddende i. Det er tankevækkende, når den hvide befolkning kun udgør 65% af USA. Og det betyder, at Romenys pressekorps, får placeret de ganske få sorte og latinoer, der er tilstede inden for kameraernes billedrækkevidde. Det skulle jo ikke hedde sig.

Ellevetusinde hvide højere middelklasse mennesker i alle aldre og to sorte. Alligevel gør folk vi møder herovre – både republikanere og demokraterne – et stort nummer ud af at fortælle, at det sandelig ikke handler om race. Nej, nej, ikke race, kan-du-så-tro-om-igen. Men Republikanerne fortæller dog også, at grunden til, at de ikke bruger kampagnemillioner på at svine Obama til, er det fordi, de er bange for at blive beskyldt for racisme. Vi har i øvrigt kun mødt hvide talere på turen. De sorte er i receptionen og i taxaerne.

Så naturligvis handler det ikke om race. Det handler om at være fattig og om at ikke være fattig. Og at de fattige så bare næsten alle sammen er sorte og latinoer er en ren tilfældighed. Men uanset hvad er forskellen på republikanerne og demokraterne meget tydelig. Og for at citere Michael Jackson, som jo selv udlevede den amerikanske drøm og voksede op fra at være en fattig sort dreng til at blive en rig hvid kvinde: ”It’s Black, It’s White, It’s Tough for You, to get by. It’s Black, It’s White, Whooo”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>