Som bassist, komponist og producer er Chris Minh Doky vant til at formidle musik til mennesker, der evner at lytte. En tidlig morgen på Jazzhouse var det imidlertid en anden fortælling, han delte med det publikum, der mødte op til We Love Brunch. Før han præsenterede et værk for bas og piano, forløste han fortællingen om, hvordan musikkens processer kan berige erhvervslivet. 

Det er evnen til at dele, der adskiller det fantastiske samspil fra det ordinære, hvis du spørger Chris Minh Doky. Der er musikere, der spiller lukket, og musikere, der spiller åbent. At spille åbent handler om nærvær. Om at være vågen og lytte til andre. Og om at glemme dig selv og dele det, du kan. Hvis du lytter for meget til dig selv, kan du ikke høre de andre.

De seneste år har Chris Minh Doky observeret stadig flere musikere, der spiller lukket. ”Måske fordi vi er blevet så gode til at fokusere og analysere,” reflekterer han. ”Vi sætter hvert instrument i system, så de fungerer sammen. Og vi bilder os ind, at så længe vi starter og slutter samtidig, spiller vi sammen. Men det er ikke sandt. Resultatet er, at bas, tromme og klaver spiller simultant i hver sin silo, og det rører ingen.”

Giv slip

Kunsten er at give slip på sine siloer. På tanken om, at de overhovedet eksisterer. Målet er ikke simultane kompetencer, men ægte samspil. Musik skal være en sammenhængende, forførende fortælling, der siger nogen noget. Ellers lykkes det ikke at connecte med publikum. 

Minh Doky sammenligner musikkens samspil med farvernes dans på et lærred. Hver musiker er en farve, og alle deler den samme udfordring: Hvor er der plads til min farve på lærredet, og hvordan gør jeg plads til de andre? Hvis ikke du vågent placerer din farve optimalt i forhold til de andre, flyder I sammen til en uskøn brun klat. Øvelsen går ud på ikke at stå i vejen. For musikken og for hinanden. Når alle spiller med og op til hinanden, blive resultatet det, medlemmer i ethvert orkester bør længes efter: ét pulsslag og ét åndedrag, som publikum kan hægte sig på.

Øv dig

Den nødvendige forudsætning for ægte samspil er den enkeltes mestring af sit eget håndværk. Og når det gælder håndværk, er Chris Minh Doky old school. Han betragter håndværket som skelettet i enhver kreativ proces. Den daglige træning med dit instrument er afgørende for det resultat, du skaber med andre. Din maskine skal være så toptunet, at den ikke brænder sammen i processen, og niveauet af dine færdigheder er eksponentielt med produktets kvalitet. Hårdt arbejde er derfor en grundingrediens i den kreative proces.

Det var basikonet Niels Henning Ørsted Petersen, der underviste den unge Minh Doky og lærte ham om betydning af at mestre sit håndværk. ”Det skal ikke være din teknik, der dikterer din stil. Det er altid omvendt. Men mestrer du ikke håndværket, kan du ikke udtrykke dig frit.”

Mærk efter

At lytte til andre betyder ikke, at man ikke skal træde i karakter. Tværtimod. Når man giver hinanden plads, får alle plads. ”Når jeg spiller noget, så spiller jeg det,” forklarer Chris Minh Doky. ”Jeg definerer de kapitler i musikken, som er mine. Men det skal være noget, jeg kan mærke. Ikke noget, jeg analyserer mig frem til.” Evnen til at mærke det, der skal spilles, er formuleret af et andet af jazzens forbilleder, Charlie Parker, der har præget Minh Dokys glæde ved intuitivt vågent samspil med ordene ”Jeg øver mig så meget, jeg kan, men på scenen prøver jeg at glemme det, jeg har øvet.” 

Af Christina Blak, Direktør, We Love People

OUYA, Leap Motion, MakerBot og 3D-printere er blot nogle af de hardware-nyheder, som indvarsler en ny æra, hvor det digitale isenkram vender tilbage i centrum for udviklingen, lyder det fra We Love Peoples Simon Ryhede.

KLUMME: Det plejer at være en app eller en online service, der sjæler al opmærksomheden på SXSW. 

Som Twitter i 2007, Foursquare i 2010 og apps som Highlight og Banjo gjorde sidste år.

I år var det dog hverken en app eller onlinetjeneste, der stjal opmærksomheden. Det var tværtimod hardware – som kategori – der stod på den store scene. Hardware-tendensen begyndte så småt i starten af 2012 på Kickstarter med en lang række projekter som blev crowdfunded på meget kort tid.

En af de projekter var Ouya – en ny spilkonsol til tv’et – som rejste over otte millioner dollars på 48 timer… Ouya koster 99$ (ca. 550 kr.) og har WiFi, blue-tooth, UBS og HDMI + 8 GB harddisk. Den bygger på Android-platformen, og den er derfor open source. Det vil sige, at alle med lidt snilde og programmørtilbøjeligheder kan udvikle et spil og gøre det tilgængeligt for alle via Googles app butik.

Som grundlæggeren Julie Uhrman sagde under interviewet med Josh Topolsky på SXSW:”Anyone with a great gaming idea should be able to create a game” og at hendes ønske er at“enable creators – the TV is the best place to play games. Together… TV gaming”

Med andre ord en platform, hvor det ikke koster mange millioner og flere år at udvikle et godt spil.

Og hvorfor er OUYA interessant?

Det er et åbent øko-system, hvor alle kan deltage og udvikle spil. Som bruger er den low-cost, og det har en spil-betalingsmodel, som er attraktiv. Det er gratis for alle at prøve spillet. Kan du lide det, køber du, ikke før.

OUYA er koblet op på OnLive streaming platform, men er ikke ude efter at lave det nye Halo eller Far Cry.

De vil lave en helt anden type spil, spil som du er fælles omkring, som du hygger dig med foran TV’et. Som f.eks Final Fantasy-franchisen eller Minecraft, hvor Mojang, udvikleren af Minecraft udtaler: ”.. I could see all current Mojang games go on the platform…”.

Og OUYA er en også platform hvor musik videoer fra VEVO tjensten er tilgængeligt. Og til spørgsmålet om Netflix, Amazon eller Hulu også kommer på platformen, replicerede Julie Topolsky: ”We talk with a lot of interesting people”. Mulighederne er mange, for kun 99$…

Og så er der Leap Motion

Leap Motion havde sit store gennembrud blandt tech nørder sidste år med sin introduktionsvideo på YouTube, og det fik sit gennembrud for alle andre dødelige ved dette års SXSW.

Leap Motion er et lille device, som laver et ca. 100 x 100 cm virtuelt rum foran din skærm, hvor du bruger dine fingre og hænder til at navigere på skærmen. Netop frigørelsen fra mus og tastatur var også omdrejningspunkter for stifternes keynote, som du kan høre her.

Leap Motion bliver lanceret til maj og koster 80$. Samtidig åbner de en app store, hvor du kan downloade applikationer. Et par af dem kunne prøves i et stort telt til SXSW, hvor blandt andet det populære smartphone spil Ninja Fruit  og Cut the Rope var muligt at prøve ved brug af fingre og armbevægelser.

Hvorfor er Leap Motion interessant: Med et prismærke på 79$ (435­,- kr.), et åbent API og Best Buy som distributionsled ( i USA) kan du nu udvikle en applikation for relativt små penge og ramme en utrolig stor masse.

Leap’en er utrolig versatile, så det er ikke kun spil, men lige så meget tegneprogrammer, indlæringsmuligheder den kan bruges til.

Og endelig 3D-printere

For mindre end 15.000 kr. kan du lave din egen prototype, teste den og begynde en masseproduktion i Kina.

2013 bliver derfor året, hvor alle kan være kreative igen for billige penge.

Bre Pettis, grundlæggeren af MakerBot holdt åbningstalen i år og præsenterende dermed hele hardware trenden.

Tænk på alle de designs og produkt ideer der kan blive til virkelighed når teknologien bliver billigere og billigere?

Bre Pettis præsenterede også en 3D laser scanner. Så nu behøver du heller ikke at kunne 3D modellering i et dyrt software program. Scan hvad du vil og vupti har du en CAD fil af det.

Og går en del til din 3D printer i stykker, printer du bare én ny fra en anden 3D printer -psst, det er i øvrigt her maskiner begynder at bygge maskiner - og hvorfor stoppe der?

Hvad med at bygge en bil, et hus eller en rumraket. Langt ude?

Ikke helt, DIYROCKETS, et rumfirma og Sunglass, en platform hvor du kan samarbejde med andre om 3D projekter, holdt en 10.000$ konkurrence under SXSW om at bygge en bedre og billigere rumraketmotor. Dommerpanelet havde deltagere fra NASA, TED og MIT.

Tænk på mulighederne, og tænk så på Elon Musk, der driver SpaceX som netop har lanceret en første 100% genanvendelige rumraket, hvor alle dele returnerer til jorden og lander ved egen hjælp.

Ikke noget med at hente støtte-raketterne ude i havet længere Det betyder lavere omkostninger og derved bliver tilgængeligheden større. Det er hardware i den helt store liga!

Fællesnævneren for alle tre eksempler er: Lavere produktionsomkostninger er lig med større målgrupper = tilgængelighed.

Huset Markedsføring står i øvrigt bag et arrangement i kølvandet på SXSW, hvor de vigtigste tendenser bliver præsenteret. Læs mere her. 

Se artiklen her.

Mennesker gør sig selv til Cyborgs. Iphonen var den første overvældende menneskeforbedring, social ansvarlighed er det nye rock og sociale medier er guitaren. Hvis du står over for at skabe noget som helst nyt i dag, så vælg noget, der forstærker menneskeheden på at løse det 21. århundredes udfordringer. 

Milliarder af mennesker må ryddes af vejen
Edelman Trustparameter har de sidste ti år målt den vestlige verdens tillid til blandt andet regeringer og multinationale virksomheder, og tilliden til disse er alene sidste år faldet med tyve procent. Det er ikke alene rekord for fald i tillid i Edelman Trustparameters historie. Når tilliden til ”mennesker som mig selv” til gengæld er steget med de selvsamme tyve procent vidner det om, at vi er parate til at gøre en forskel selv – uden at forlade os på at andre nok skal klare det for os. 

 Det hænger sammen med en blanding af common sense og konspirationsteorier om overmagten, der ønsker at slå så mange mennesker ihjel som muligt for at kloden ikke skal blive overbefolket og ubehagelig at spille golf på. Og det fact, at vi for 70 år siden var 2,5 milliard mennesker på kloden og i dag netop har rundet otte milliarder, som forværrer klodens problemer hurtigere, end vi kan eksekvere løsninger.

Mange af de milliarder mennesker skal skaffes af vejen. Enten på den ubehagelige måde med frygt, fedt og dårlig fjernsyn eller ved, at vi ser at få koloniseret det verdensrum. Tænk bare, hvad Kennedys ”We’ll put a man on the moon” havde af indvirkning på virkelysten og optimismen. Ingen gider at høre på politikere uden drømme mere. Især ikke hvis der er andre alternativer. Som at lave vores forandring selv. Hvor alle er inviteret. 

Civile supernetværk 
Femten procent af amerikanske college elever vil nu være entreprenører og finde løsningen på det 21. århundredes udfordringer selv. Jo yngre, du er, des mindre tror du på regeringer og multinationale virksomheder. Men der er naturligvis brug for alternativer til de fundamentale muligheder, staterne og virksomheder traditionelt tilbyder, såsom uddannelse, produktion, betalingsformer, energi og infrastruktur. 

Der er brug for ikke-statslige og ikke-corporate digitale og analoge supernetværk, hvor individet kan organisere sig til et super-civilt samfund. Disse netværk er allerede skabt, lokaliseret, og disse fungerer allerede upåklageligt efter hensigten. 

Det digitale civile samfund har fået stærke og velfungerende vidensnetværk som ted.com og andre, der tilbyder mere viden end den amerikanske præsident havde adgang til for bare tyve år siden – gratis til alle med internetadgang i øvrigt. Verden har fået uafhængige advokeringsnetværk som Avaaz, der laver folkebevægelser af en styrke, der får firsernes analoge underskriftsindsamlinger til at ligne, nå ja underskriftsindsamlinger. Når bankerne hellere vil geare ikke-eksisterende penge end at låne penge ud til at skabe ægte værdier til glæde for mennesker, bliver deres opgaver overtaget af operationelle leveringsnetværk, som tilbyder mikrolån og crowdfunding og til slut for bankerne helt nye betalingsformer, som man kan stole på.  Digitalt guld så at sige.

Medbrugerne tager magten
Der er seks andre slags netværk, som hjælper det digitale civilsamfundet med alternativer til en effektiv infrastruktur, så den 21. århundredes udfordringer kan blive løst på en forsvarlig måde. Regerings-, globalestandards- og policyskabende netværk er skabt og parat til at tage sig af de opgaver, regeringerne ikke selv magter at sætte i værk, fordi de som store aktieselskaber udelukkende er koncentreret om næste meningsmåling eller det næste kvartalsregnskab eller bare er for kompliceret skruet sammen til at kunne reagere, selvom de gerne ville.

Folket tager sig af de store linier, der tegner de ægte visioner og bypasser imens de gamle magthavere under arbejdet. Skidt med hvad du hedder. Det er din mission, som interesseret mig. Skidt med who you was. Folket vil stort set ikke savne nogle brands, hvis de forsvandt i morgen. Det samme gælder politikere. 

Folket – eller medbrugerne – skaber selv platforme til fri afbenyttelse uden agendaer eller skjulte motiver og whistleblower- og watchdognetværk blomster op, for at kunne slå ned på dem, der lyver eller er for komplekse i deres opbygning til at kunne tage del i arbejdet med at gøre verden til et bedre sted at leve. Eller som marketingchefen fra en kæmpevirksomhed desperat råbte ud i lokalet, da brugerne begyndte at tæske løs på brandet efter at virksomheden havde foretaget sig en uetisk og usympatisk  handling: ”How do I shot down Twitter?!” Samarbejde, åbenhed, deling og tillid binder de digitale civilsamfunds netværk sammen. Så infrastrukturen til at redde menneskeheden er på plads. Tjek ved det.

 Den omvendte pyramide
Årets helt gennemgående tendenser på SXSW er ”Deltagelse, Crowdfunding og 3D printing”. Disse tre temaer gennemsyrer alle de hundredvis af taler, tanker, tweets og tutorials, som binder os digitale mennesker sammen i Austin. Kun en enkelt keynote har valgt overskriften ”Hvordan er man asocial i en social verden?”. Men det er jo selvfølgelig bare en joke. For det er jo ikke længere muligt at sidde i toppen af direktionspyramiden og sende informationer og kommercielle ordrer ned gennem systemet til det taknemmelige forbrugere i bunden af pyramiden. Eller det er i hvert fald ikke længere muligt at overleve på en strategi, der hører den industrielle revolutions tid til. Ikke for indeværende.

I dag har vi startet en langsigtet revolution. Den er skabt som en omvendt pyramide. Den lytter kun til ”folk som mig selv”, og den spørger ikke nogen om lov. Den er selvfinansierende og 3D printerne giver almindelig mennesker mulighed for at lave prototyper til en tusindedel af prisen af, hvad det før har været fattige mennesker muligt. 

Hvis du ikke helt ser pointen med 3D printing endnu, så forestil dig bøger efter Gutenberg stillede trykmaskiner til rådighed for menneskeheden. Eller hvad fotografiapparatet og smalfilmskameraet gav menneskeheden af nye muligheder. Eller hvad telefonen og internettet gav menneskeheden af nye muligheder. Stærke kræfter. Eller Iphonen, som med ét gjorde os til cyborgs.

 Hvis du tror, at Deltagelse betyder muligheden for at like billeder på Instagram, taget du fejl. Vi taler deltagelse i at ændre verden. Selvom mange naturligvis oversætter den nye tillidsorden som en sladderkultur, hvor man stoler mere på folk som mig selv, end på eksperter, der rent faktisk ved noget om emnet.

 Hvis du tror, at crowdfunding ikke kommer til at påvirke dig, så vent at se, hvad der sker med dine penge, når der ikke længere er tillid til dem, der har trykt dem eller, hvad der står printet på sedlerne. Nye alternativer til penge er på vej. Og husk, at penge altid kun har været det eneste statsgodkendte alternativ til kærlighed. 

Invasion fra rummet
De unge generationer beskyldes for ikke at være innovative nok til at løse det 21. århundredes udfordringer. Men da innovationens infrastruktur (uddannelse, produktion, betaling og energi) er lineær, mens befolkningstilvækstens forværring af den ødelagte verdens problemer, er eksponentiel, må vi bruge internettet til at uddanne alle mennesker på jorden, så vi kan finde nye genier i uopdyrkede egne, der kan producere geniale løsninger på stedet via 3D printere drevet af billig selvproduceret, bæredygtig energi.  

Tredimensionelle ideer som bliver finansieret og fondet af mennesker som folket selv med en nye form for valuta, der ikke er baseret på oppustet spekulation i tal, så alle ildsjæle med initiativ til værdiskabelse kan gå direkte på det globale marked og skabe ægte værdi til gavn for alle. Hvis du tænker, at det er science fiction, så er det kun fordi, du ikke kan se det ske på overfladen af virkeligheden endnu. Vi er kun ved at bygge fundamentet. 

Forestil dig den virkelyst, der ville opstod på jorden, hvis vi i morgen fik at vide, at en komet var på vej mod planeten og ville knuse os om fyrre år. Eller endnu bedre: Forestil dig at vi fik at vide, at en flåde af venligtsindede aliens var på vej mod os gennem rummet for at møde os om fyrre år. Ville vi så ikke ønske at rydde lidt op og gøre det hele lidt hyggeligt? Så vi ikke ligner et dysfunktionelt hjem med uorden i sagerne. Eller i det mindste at vi har en plan B, så vi kan stikke af i en fart, hvis gæsterne ikke var mere venligtsindede end os selv.

Vi er mange, der er gået i gang med det elektriske forår. Et babystep ad gangen. En bid elefant ad gangen. Fordi vi hellere vil være en lillebitte del af løsningen end en lillebitte del af problemet. Vi ser det tydeligt på årets SXSW. Vi vil løse verdens problemer sammen eller i det mindste stikke af i bæredygtige spaceships og kolonisere rummet, hvis den grønne planet er blevet for overmoden at konservere. Du er velkommen til at være med på Cyberpunkrejsen 2053, så du ikke skal ende med at være én af dem, der bare bliver siddende tilbage i sofaen med hånden dybt begravet i fedtefadet og grynter ”Naahh… Stik I bare af… Vi kommer senere”. 

Claus Skytte er strategisk Direktør på We Love People, som hjælper sine kunder med at blive den bedste version af dem selv. Claus.skytte@welovepeople.dk. @skyts. Facebook.dk/skyts

SXSW er oprindeligt en musikfestival i Austin, Texas, men har koblet en stor digital konference på vognen. Sxsw.com

Kilder: David Jones, Seth Priebatch, B.J. Fogg, Slava Rubin, Tina Roth Eisenberg, Trey Ratcliff, David Karp, Scott Belsky, Don Tapscott, Henrik Werdelin, Philip Petersen, Jesper Green, Lars Rønne, Andreas Lange, Simon Ryhede, Tim Frank Andersen, Jacob og Niels og flere, jeg har glemt navnene på, samt en stærk strøm af tweets og updates og hacks fra SXSW. Fremtiden bli’r ikke genudsendt.

Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden skaber en af Danmarks første LIVE Facebook event – ”Solkampagnen”. En manifestation for at få unge til at droppe solarier. Konceptet er udviklet af We Love People.

Med en kombineret online og offline event vil ”Solkampagnen” sætte fokus på de sociale betingelser, der medvirker til unges solariebrug.

Offline afvikles en kampagne, hvor der foran Operaen i København hænges et solarium op i en kran i 20 meters højde. Solariet bæres af  ca. 9.000 snore. Det særlige ved denne event er, at alle kan medvirke til at få solariet til at falde ned og dermed slukke.

Det man blot skal gøre, er at like Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Facebook-side ”Sluk Solariets” og derinde virtuelt klippe en snor. Fra den 20. november kl. 16 klippes de snore som udløser faldet. Det hele vises live på Facebook.

– For hver bruger, der deltager på vores Facebook-side, klipper vi en af de tusinde små snore, solariet hænger i. Begivenheden vil blive livestreamet på Facebook, så brugerne kan følge med, når deres mange likes udløser faldet. Deres online aktivitet bliver dermed til en konkret LIVE-handling, siger Line Rasmussen, chefkonsulent i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

Med eventen håber Solkampagnen, at kunne sætte omvendt fortegn ved den sociale spredning af solarieforbruget:

– Når de unge går i solarium sammen, bliver det jo til en kultur i deres netværk.. Derfor ønsker vi også at aktivere det netværk  og skabe en symbolsk handling, hvor de i fællesskab, slukker solariet. Det er nemlig vores klare overbevisning, at det også kan smitte positivt at stoppe med at gå i solarium, fortsætter Line Rasmussen.

Under overskriften ”Like – Klip – Sluk” vil Solkampagne afvikle Facebook-eventen. Allerede fra den 1. november kan man kunnet gætte med på Facebook om, hvor mange snore der er tilbage, når solariet falder ned.

– Vi synes, det er en rigtig spændende og vigtigt kampagne. Vi har valgt at sætte ord bag handling, og udviklet et manifest som gerne skal skabe opmærksomhed i målgruppen. På den måde  kommer vi ud til den del af målgruppen som ikke kan nås ved mere traditionel kommunikation, siger Andreas Lange, kontaktchef i We Love People.

– Hvad enten man er en organisation eller et brand, så har mediebilledet ændret sig kraftigt i de sidste par år. Derfor har vi bevist valgt en nyskabende tilgang til kampagnen, som på mange måder også afspejler den ”nye” medievirkelighed, hvor brands og organisationer i højere grad skal være med til at skabe deres egne medier og kanaler” slutter Andreas Lange.

Selve konstruktionen af snorerene er beregnet i samarbejde med DTU. Og idéen med at aktivere en kampagne via”klip af snore” er set tidligere, bl.a. i reklamen ”Car vs Piano”.

Se artiklen her. 

 Der er heller ikke forskel på betjeningen: Begge fløje serverer ingenting, hverken vådt eller tørt for sine tusindvis af fans, selvom de køer op og hujer og giver kandidaternes pressekorps alle de billeder, der skal til for at vise den massive opbakning. Heller ikke musikken. Det er mænd med guitars og sange om freedom, selvom Obama havde selve musikeren live på scenen. Det er ikke det massive opbud af Secret Service agenter og politi eller antallet af skudsikre biler med maskingeværer med raketstyr stikkende ud gennem ruderne. Selvom en republikansk tilskuer spøgte med, at nu skulle vi bare vinde det valg, så Mitt kunne få A-holdet.

Der er ikke forskel på talerne, selvom pointen af indholdet af talerne er væsensforskellige: Den ene side vil have omfordelingen. Den anden side vil ikke have omfordeling.  Og nu kommer vi frem til forskellen på de to rallyer: Det ene Rally består af sorte mennesker. Det andet består af hvide mennesker.

Ret skal være ret. Obamas rally består af 24.000 mennesker, hvoraf de fleste tydeligvis er fattige eller lavere middelklasse. Obamas Rally har også massere af deltagere af den slags mennesker, som der er flest af på Nørrebro: Urbane, dreadlocks, skæve eksistenser, gamle økohippier, hvide, sorte og latinoer blandet sammen, som giver et billede af en broget flok. Over firs procent af den sorte befolkning stemmer på Obama.

 Til Mitt Romney rallyet tæller jeg 2 (en-to) sorte, hvoraf den ene er hyret til at skubbe en rullestol med en hvid mand siddende i. Det er tankevækkende, når den hvide befolkning kun udgør 65% af USA. Og det betyder, at Romenys pressekorps, får placeret de ganske få sorte og latinoer, der er tilstede inden for kameraernes billedrækkevidde. Det skulle jo ikke hedde sig.

Ellevetusinde hvide højere middelklasse mennesker i alle aldre og to sorte. Alligevel gør folk vi møder herovre – både republikanere og demokraterne – et stort nummer ud af at fortælle, at det sandelig ikke handler om race. Nej, nej, ikke race, kan-du-så-tro-om-igen. Men Republikanerne fortæller dog også, at grunden til, at de ikke bruger kampagnemillioner på at svine Obama til, er det fordi, de er bange for at blive beskyldt for racisme. Vi har i øvrigt kun mødt hvide talere på turen. De sorte er i receptionen og i taxaerne.

Så naturligvis handler det ikke om race. Det handler om at være fattig og om at ikke være fattig. Og at de fattige så bare næsten alle sammen er sorte og latinoer er en ren tilfældighed. Men uanset hvad er forskellen på republikanerne og demokraterne meget tydelig. Og for at citere Michael Jackson, som jo selv udlevede den amerikanske drøm og voksede op fra at være en fattig sort dreng til at blive en rig hvid kvinde: ”It’s Black, It’s White, It’s Tough for You, to get by. It’s Black, It’s White, Whooo”

 Der er heller ikke forskel på betjeningen: Begge fløje serverer ingenting, hverken vådt eller tørt for sine tusindvis af fans, selvom de køer op og hujer og giver kandidaternes pressekorps alle de billeder, der skal til for at vise den massive opbakning. Heller ikke musikken. Det er mænd med guitars og sange om freedom, selvom Obama havde selve musikeren live på scenen. Det er ikke det massive opbud af Secret Service agenter og politi eller antallet af skudsikre biler med maskingeværer med raketstyr stikkende ud gennem ruderne. Selvom en republikansk tilskuer spøgte med, at nu skulle vi bare vinde det valg, så Mitt kunne få A-holdet.

 Der er ikke forskel på talerne, selvom pointen af indholdet af talerne er væsensforskellige: Den ene side vil have omfordelingen. Den anden side vil ikke have omfordeling.  Og nu kommer vi frem til forskellen på de to rallyer: Det ene Rally består af sorte mennesker. Det andet består af hvide mennesker.

 Ret skal være ret. Obamas rally består af 24.000 mennesker, hvoraf de fleste tydeligvis er fattige eller lavere middelklasse. Obamas Rally har også massere af deltagere af den slags mennesker, som der er flest af på Nørrebro: Urbane, dreadlocks, skæve eksistenser, gamle økohippier, hvide, sorte og latinoer blandet sammen, som giver et billede af en broget flok. Over firs procent af den sorte befolkning stemmer på Obama.

 Til Mitt Romney rallyet tæller jeg 2 (en-to) sorte, hvoraf den ene er hyret til at skubbe en rullestol med en hvid mand siddende i. Det er tankevækkende, når den hvide befolkning kun udgør 65% af USA. Og det betyder, at Romenys pressekorps, får placeret de ganske få sorte og latinoer, der er tilstede inden for kameraernes billedrækkevidde. Det skulle jo ikke hedde sig.

Ellevetusinde hvide højere middelklasse mennesker i alle aldre og to sorte. Alligevel gør folk vi møder herovre – både republikanere og demokraterne – et stort nummer ud af at fortælle, at det sandelig ikke handler om race. Nej, nej, ikke race, kan-du-så-tro-om-igen. Men Republikanerne fortæller dog også, at grunden til, at de ikke bruger kampagnemillioner på at svine Obama til, er det fordi, de er bange for at blive beskyldt for racisme. Vi har i øvrigt kun mødt hvide talere på turen. De sorte er i receptionen og i taxaerne.

 Så naturligvis handler det ikke om race. Det handler om at være fattig og om at ikke være fattig. Og at de fattige så bare næsten alle sammen er sorte og latinoer er en ren tilfældighed. Men uanset hvad er forskellen på republikanerne og demokraterne meget tydelig. Og for at citere Michael Jackson, som jo selv udlevede den amerikanske drøm og voksede op fra at være en fattig sort dreng til at blive en rig hvid kvinde: ”It’s Black, It’s White, It’s Tough for You, to get by. It’s Black, It’s White, Whooo”

 Der er heller ikke forskel på betjeningen: Begge fløje serverer ingenting, hverken vådt eller tørt for sine tusindvis af fans, selvom de køer op og hujer og giver kandidaternes pressekorps alle de billeder, der skal til for at vise den massive opbakning. Heller ikke musikken. Det er mænd med guitars og sange om freedom, selvom Obama havde selve musikeren live på scenen. Det er ikke det massive opbud af Secret Service agenter og politi eller antallet af skudsikre biler med maskingeværer med raketstyr stikkende ud gennem ruderne. Selvom en republikansk tilskuer spøgte med, at nu skulle vi bare vinde det valg, så Mitt kunne få A-holdet.

 Der er ikke forskel på talerne, selvom pointen af indholdet af talerne er væsensforskellige: Den ene side vil have omfordelingen. Den anden side vil ikke have omfordeling.  Og nu kommer vi frem til forskellen på de to rallyer: Det ene Rally består af sorte mennesker. Det andet består af hvide mennesker.

 Ret skal være ret. Obamas rally består af 24.000 mennesker, hvoraf de fleste tydeligvis er fattige eller lavere middelklasse. Obamas Rally har også massere af deltagere af den slags mennesker, som der er flest af på Nørrebro: Urbane, dreadlocks, skæve eksistenser, gamle økohippier, hvide, sorte og latinoer blandet sammen, som giver et billede af en broget flok. Over firs procent af den sorte befolkning stemmer på Obama.

 Til Mitt Romney rallyet tæller jeg 2 (en-to) sorte, hvoraf den ene er hyret til at skubbe en rullestol med en hvid mand siddende i. Det er tankevækkende, når den hvide befolkning kun udgør 65% af USA. Og det betyder, at Romenys pressekorps, får placeret de ganske få sorte og latinoer, der er tilstede inden for kameraernes billedrækkevidde. Det skulle jo ikke hedde sig.

 Ellevetusinde hvide højere middelklasse mennesker i alle aldre og to sorte. Alligevel gør folk vi møder herovre – både republikanere og demokraterne – et stort nummer ud af at fortælle, at det sandelig ikke handler om race. Nej, nej, ikke race, kan-du-så-tro-om-igen. Men Republikanerne fortæller dog også, at grunden til, at de ikke bruger kampagnemillioner på at svine Obama til, er det fordi, de er bange for at blive beskyldt for racisme. Vi har i øvrigt kun mødt hvide talere på turen. De sorte er i receptionen og i taxaerne.

 Så naturligvis handler det ikke om race. Det handler om at være fattig og om at ikke være fattig. Og at de fattige så bare næsten alle sammen er sorte og latinoer er en ren tilfældighed. Men uanset hvad er forskellen på republikanerne og demokraterne meget tydelig. Og for at citere Michael Jackson, som jo selv udlevede den amerikanske drøm og voksede op fra at være en fattig sort dreng til at blive en rig hvid kvinde: ”It’s Black, It’s White, It’s Tough for You, to get by. It’s Black, It’s White, Whooo”

Mr. Weinstein har en lidt irriterende vane med at sige ”period!” efter hver anden sætning. Period! Og han kalder sig også upartisk. Period! Og så rakker han ellers stille og roligt ned på præsident Obama.

Obama er for selvglad. Obama er excentrisk og arbejder kun for sine mavefornemmelse og ikke virkeligheden. Obama gider ikke lytte. Obama er dårlig til at socialisere. George W. Bush var god til at være imødekommende. Når man sad til møde med Bush, var man til møde med en mand, der forstod at lytte og komme med interesserede spørgsmål. Obama lytter kun til en lille kreds af nære rådgivere. Og ikke engang hans egne folk blandt demokraterne bruger han ret meget tid på. De er frustrerede over Obama. Han har ikke engang deres telefonnummer.

Washington er en lille by og alle Kenneth har mødt – selv i administrationen – er frustrerede over Obamas selvtilstrækkelighed. Når erhvervslivet venligt beder Obama om ikke at omtale dem som grådige, går Obama på tv og kalder dem grådige. Obama har en stærk bevidsthed om sin egen rolle i verdenshistorien. Obama lyder ikke særlig fed. Men omvendt er Kenneth også republikaner, så måske er alle demokratiske præsidenter i hans øjne og ører, elitære, selvoptagne fjolser, der indadvendt sidder og tænker over de fattige i stedet for at handle som en hård men retfærdig far og få lavet nogle skattelettelser og mindre stat. Period!

Dette er tanken, da jeg forlader mødet, lettere irriteret over dette partsindlæg, fra en såkaldt tværpolitisk forskningsinstitution, der over i købet kalder sig selv upartisk. Så jeg beslutter mig faktisk for ikke at skrive om dette møde, da det forekommer irrelevant.

Lige indtil i dag – lørdag – da vi møder Jakob Nielsen fra Politiken, som bestemt hverken er republikaner eller overhovedet har stemmeret i USA. Han begynder, at fortælle den samme historie: Obama er indadvendt. Obama er ikke god til personlige relationer. Heller ikke i sit eget parti. Obama omgiver sig med en lille skare af rådgivere og er lukket over for alle andre. Han er usocial og inddrager ikke folk uden fra hans egen lille kreds til netværk eller samtale.

Vi hører, at én af de danske aviser har undersøgt, at 93% af danskerne ville stemme på Barrack Obama, hvis vi havde muligheden for det i Danmark. Men måske han slet ikke er god for os, der bor i Europa. Obama har ikke gjort noget godt for Europa.

Han har faktisk nærmest totalt ignoreret Europa. Han har ikke besøgt EU. Han samtaler kun af pligt med Angela Merkel. Han har ikke – som Bush havde det – venner i Europa – Blair og Fogh for eksempel. Obama er fra Hawaii og er opvokset i Østen. Dér ude lægger Obama det meste af sin energi. Han er ligeglad med Europa. Vi europæere klappede ham til magten og var parat til at hjælpe ham med hvad som helst. Men han ringede ikke og bad om hjælp med noget. Han har ikke engang vores mobilnummer.

Efter fire dage i Washington er jeg blevet mindre Obama tilhænger og blevet mindre bange for, at Romney er helt så skidt for verden og Europa, som da jeg tog hjemmefra. Men jeg har stadig ikke helt forstået, hvad det præcis er, hvad Romney vil. Og jeg under den amerikanske underklasse, at Obama bliver genvalgt og får sin sundhedsreform igennem, så han kan gå ind i verdenshistorien som den mand, der gav de fattige ret til at få en del af al den rigdom, USA skaber. Hvis det lykkes ham, er det OK at være lidt selvfed. Period.

Connie Mack er den fjerde i generationen af Connie Mack’er, og David havde tænkt sig aktivt at bruge ”IV – the fourth” til at latterliggøre manden, som en opkomling, der ikke ville have været noget uden sine forfædre. Men forbrugeranalysen blandt målgruppen af kvinder viste, at ”IV” faktisk ingen negativ effekt havde på damerne. Undersøgelsen viste også en anden og meget ting: At hvis ikke David brugte ”IV” i sine tv-spots, troede kvinderne, at Connie var en kvinde og ville derfor hellere stemme på hende, fordi de gerne vil have flere damer i senatet. Men Connie er en mand.

David hjælper politikere med at tage beslutninger, så de kan vinde valg. Han ser nogle tendenser, som gør hans job sværere end for få år siden. For det første er politik ikke længere lokalt. Før i tiden kunne David koncentrere sig om politikeren, som han var hyret til at hjælpe. I dag bliver politikeren farvet af deres parti. Man er ikke længere sig selv. Man er sit parti.

En anden afgørende ting er at de sociale netværk får meninger til at forplante sig og ikke mindst nedfælde sig i løbet af minutter. Vi er alle forbundet med vores ligesindede på nettet, og vi elsker at fortælle vores venner sandheder og grovheder, som i løbet af ganske få minutter fra de er spredt er cirkuleret, opsamlet og gjort til fælles bevidsthed.

Det vil sige, at politikere – og for den sags skyld også brands – har under en time til at komme med modsvar på angreb – ellers er sandheden (eller løgnen) blevet lejret i bevidstheden på målgruppen. Og da den er spredt af venner, som amn stoler på, er det næsten umuligt for en politiker (eller et brand) at tilbagevise historien.

Connie Mack the Fourth er en mand og ikke en kvinde. Det har stået i avisen, så det er sandt: Connie har slået en civilklædt politimand ned på en bar. Connie har tævet en motorcyklist, Connie har kun haft ét arbejde – og det var på Hooters – og Connie har bedraget og skrevet dækningsløse checks. Åh ja, og så er han by-the-way også imod Medicare. David viser det hele på tv, til billederne af Connie, der griner i slowmotion og ligner en tarvelig playboy. Den fjerde i rækken på en familie af modbydelige Mack’s.

David prøvede først at lægge uhyggeligt musik på spottet, men forbrugerpanelet kunne ikke li’ det. Så satte han i stedet falde-på-halen-komedie-zylofon-musik på spottet, og så var kvinderne tilfredse. Connie Mack IV fremstod nu ikke bare som en tølper men også som en latterlig én af slagsen. Ud i sendefladen med den!

Bill Nelson er Davids kunde. Han har været i politik i en menneskealder, og alle kender ham. Imaget er ikke specielt godt, men det kan på den anden side heller ikke rigtig blive værre, så der er ikke så meget at fortælle om ham.

Derfor tamper David i stedet løs på Connie Mack IV. Fokusgrupperne er heller ikke så glade for, hvordan Bill Nelsen ser ud. De synes, han ligner Voldemort, og det er faktisk en ret præcis beskrivelse af demokraten. Voldemort forklædt som morfar. En slidt morfar. Man bliver ubehagelig til mode, når han smiler, så det er svært at lave et ærligt tv-spot, hvor Bill går rundt imellem middelklassen på deres arbejdspladser og blandt deres børn derhjemme og fortæller nærværende om alle de gode idéer og tanker, Bill har til at gøre deres tilværelse lysere, hvis de stemmer på ham. Så bedst er det at høre Bill’s stemme og ikke se for meget til manden.

David har prøvet at vise sin kandidat fra forskellige vinkler: Han har prøvet én, hvor Bill Nelson fortæller om alle de penge, Connie Mack IV har brugt på at svine Bill Nelson til i en kampagne. Vælgernes penge! Men den film kunne analysepanelet ikke lide; for hvem orker at høre på politikere, der taler om sig selv? David har også prøvet med en film, hvor Bill Clinton roser Bill for at være den bedste person, han nogensinde har mødt i hele sit liv. Men det tror panelet ikke på, om hvem gider i øvrigt høre politikere tale om politikere?

Bill Nelson har også engang været i rummet som astronaut, så David har prøvet at fortælle om alle de tanker, Bill angiveligt havde, da han svævede rundt ude i rummet og kiggede ned på Florida. Den film blev faktisk taget godt imod. Men desværre kun af pensionisterne. Og de stemmer på ham i forvejen. Så David gør det, han er bedst til. Klipper gamle citater fra aviserne ud om Connie Mack den fjerdes eskapader og sviner og sviner ham til på tv. ”He thinks the rules are different for him”, afmelder David det negative spot med. Den afmelding kan analysepanelet godt li’!

Dan forstår godt, at vi skal være gode mennesker og hjælpe Fred, der ikke har det godt, så vi samler lidt penge sammen til ham. Han forstår godt, at vi vil hjælpe Susan, som heller ikke har det let, for vi er gode mennesker og giver lidt penge til hende også. Han forstår godt, at vi alle sammen gerne vil give lidt penge hist og her, men efterhånden bliver det faktisk til en hel del penge. Eller som han også formulerer det: ”Hvis der er mange, der skubber vognen, og der er få, der sidder oppe på den, så går det. Men hvis der er flere, der sidder i vognen, end dem, der skubber den, hvad så? Over tid bliver man til Grækenland. Og på et tidspunkt er der flere i vognen, end dem, der skubber vognen, og når der så skal stemmes, vil flertallet bestemme, at de skal sidde i vognen og blive trukket. Og så bryder vognen sammen”.

 CATO er en tænketank af libertinere, som går ind for ultimativ frihed og er ligeglade med religion og homoseksualitet og andre sager, der ellers kan få sindet i kog. Freedom over Stateisme er CATO’s målsætning. De vil have det offentlige til at være så småt som muligt, og Dan illustrerer det med, at det amerikanske system, er bygget så svært sammen, at det faktisk er nærmest umuligt at få love igennem. Sådan er det tænkt i The Constitution from the founding fathers for at det skulle være umuligt for at regeringer at regere. Det var meningen, at staten skulle være lille og uduelig. Ikke stor og uduelig.

 De offentlige udgifter var 18% af Bruttonationalproduktet under Clinton og steg til 24% under Bush. Så CATO er hverken glad for den ene eller den anden side af amerikansk politik. Det er to alen af samme stykke, der bare ønsker at mele deres egen kage og ikke tør lave reformer, fordi de er bange for ikke at blive genvalgt.

 Folk skal blive rige af at skabe værdi. Ikke ved at have gode forbindelser til Staten. Og det er for de fattiges skyld. Ikke for de riges skyld. De rige skal nok klare sig under recessionen, men det er de svage, der mister mest, hvis der ikke er vækst. Jo mere skatten stiger, des bedre vil de rige blive til at hyre skatteeksperter til at undgå at betale skat. Uden vækst intet samfund. Eller som Dan understreger ” Hvis du er en lus, er det vigtigt for dig, at hunden er i live”.

 Opskriften på, hvordan lusen overlever, er at stigningen i væksten skal være større end det offentliges vækst. De offentlige udgifter må ikke stige mere end inflationen + befolkningstilvæksten. Og så ellers ikke flere regler. Mere frihed, mindre stat. Hvis det stod til Dan, ville han rive de fleste bygninger ned i Washington og sprede salt over grundene, så han var sikker på, at der aldrig kan gro noget der igen.

 Dan Mitchell er pessimist. Han forudser tilstande, som i Mad Max, hvor alt bryder sammen, fordi alle vil have og ingen vil skabe værdi. Han tror hverken på den ene eller anden fløj. Han tror hverken på Romney eller Obama. De tør ikke lave de reformer, der skal til, eller som han siger om Republikanerne og Demokraterne: Vi har The stupid party and the Evil party. And the evil party often wins”.