Vi er Mik, Mike og Nicolas, og vi er lige startet i en ny skole. We Love Talent hedder skolen. Vi startede for nogle uger siden og er ved at vende os til vores nye hverdag. Vi er kommet helskindet igennem førsteskoledag, har løst de første opgaver og er endnu ikke stødt ind i bøllen fra 10. En god start i en ny skole. 

‘I vores nye skole arbejder vi med kreativitet og idéer. Her vinder den bedste idé. Og som oftest er det den idé vi har fået sammen der er den bedste. Derfor er det altafgørende at være åben overfor andres idéer. Men det er ikke altid let, for forandring og nye idéer presser os som mennesker. Ligesom en ny skole kan virke skræmmende, så kan forandringer i det hele taget virke på samme måde. 

Verden står overfor store udfordringer, kloden er ved at brænde sammen, økonomien sejler og der er stadig børn der dør af sult hver dag. Verden har brug for udvikling og nye idéer, det er vi alle enige om. Men som individer er vi bange for det nye, det usikre, det der udfordrer vores måde at gøre tingene på. Udfra det paradoks fik vi stillet vores første opgave. Hvorfor vender vi ryggen til nye idéer og forandringer? 

Det ligger i vores gener 
Historisk set har nogle af de mest toneangivende videnskabsmænd, filosoffer og rettighedsforkæmpere mødt enorm modstand. Ofte med døden til følge. Men deres idéer er endt med at revolutionere verden. Og når vi ser tilbage hylder vi dem som helte, fordi de fik ret.

Selv vores venner aberne har samme påpasselighed overfor det ukendte. For det viser sig at aber er klart mere mistænksomme overfor aber fra andre sociale grupper. Hvilket vil sige at vores usikkerhed over for nye ting ikke er udelukkende socialt betinget, men også noget rent instinktivt. 

Fra naturens hånd er vi programmeret til overlevelse, vi reagerer instinktivt når vi føler sult, tørst, fare osv. Disse instinkter omsluttes af vaner. Så når vi fx. føler tørst styrer vi mod en vandhane. På den måde optimerer vi vores behovsopnåelse, så vi ikke skal lede efter vand hver gang vi føler tørst. Vi gør så at sige livet lettere for os selv. Uden disse elementære vaner kunne vi ganske enkelt ikke fungere. Fx ville det være umuligt at tale sammen hvis ikke vi havde vaner til at behandle ord, mening, talemåde osv. Vaner er naturlige og nødvendige. Men når vi skal forholde os til nye ting er det ikke så hensigtsmæssigt at gøre livet lettere. For det letteste i hele verden er at skyde en idé ned. Og det er netop problemet med vanerne. De gør at vi ikke behøver at analysere situationen, vi reagerer bare mest effektivt. 

Og hvad kan vi så gøre ved det?
Vaner befinder sig i hjernens neurale netværk. Et neuralt netværk består af en gruppe neuroner som er bundet sammen af kodede informationer som fx tanker, følelser, programmerede reaktioner osv. For hvert netværk er der knyttet en funktion, fx; hvordan barberer jeg mig, hvordan læser jeg, hvordan er jeg kæreste. Disse netværk er det vi kender som vaner. Jo stærkere en vane, jo stærkere et netværk. Netværkene er ikke ubrydelige. Men det kræver en indsats og vilje for at ændre dem. 

De største udfordringer for forandring er vores stærke vaner og en opfattet høj risiko ved en given forandring. Ser situationen sådan ud, er vi som individer ikke åbne for nye idéer. Og derfor reagerer vi ved at skyde de “åndssvage” idéer ned. Det er meget lettere end at forholde os til dem. Det kunne godt ligne en dårlig vane. En vane vi skal bryde med. For bryder vi med den vane tvinger vi os selv til at se og prøve nye ting. Vi bliver mere inspirerede, openmindede og på den måde bliver forandring til vanen. Og hvis forandring er vanen, så forsvinder angsten for forandringerne.   

 Tænk hvis vi alle sammen startede i en ny skole. Og lærte hvordan vi faciliterer forandring fremfor at vende den ryggen. Første skoledag er skræmmende, men den er nødvendig for at komme videre. For verdens udvikling er ikke noget der foregår derude et sted. Den starter ved os selv. Og den starter ved at ændre de små ting.

Mik Frikke-Grundahl, Mike Wittrup og Nicolas Verhelpen – We Love Talent

Kilder 
“Psychology of innovation resistance” Jagdish N. Sheth 

Merriam Webster og Ann Graybiel of MIT’s McGovern Institute Chiel, HJ; Beer, RD (1997). “The brain has a body: adaptive behavior emerges from interactions of nervous system, body, and environment” 

ALVA NOË

Illustreret Videnskab “Vi er født intolerante”

Det digitale univers udvider sig med en hastighed af tolv exobytes om dagen, svarende til to nye rækker bøger op til Pluto – om dagen. Overalt fremkommer data i eksponentielt ufattelige strømme, når vi lægger links på nettet og bruger vores mobiler, når kasseapparater klinger, og vores location registreres, hver gang vi tager et skridt eller et billede. Data, data-data, data-data-data-data… Men, siger man i Silicon Valley, en maskine er på vej, der kan ordne datastrømmen for os. Og give os, hvad vi alle sammen allerhelst vil have.

I dag har en hjemmecomputer power som en mus’ hjerne, og for ikke så mange år siden kunne den konkurrere med et insekt i intellekt. Om ti år har den hjernekraft som et menneske og i 2050 styrke som alle menneskers hjerner tilsammen. Det vil gøre alle digitale drømme til virkelighed, men også generere data i så store mængder, at vi overgår fra at være menneskehed til informationsstrøm. 

Det store spørgsmål i Sillicon Valley er derfor: Hvad skal vi bruge Big Data til? Hvor er værdien? Vi ved, at Big Data er værdifuld, for vores individuelle, digitale rodebibliotek af data er så overvældende, at det kender os bedre, end vi selv gør. Hvis vi altså finder på en måde at overskue og sortere Big Data på.

Opskriften på at flytte os fra sociale medier og ind i Big Datas netværkstid er at lave en lille maskine, der kan finde værdifuld mening i Big Data. Og alle i Silicon Valley sidder med øjnene på stilke for at se, hvem der har opfundet første demo af denne fremtidsmaskine, Big Data Machine.

Eller som de siger: Vi forudsiger ikke fremtiden. Vi finder den.

Europæisk uha uha
I Silicon Valley booster de milliarder ind i forskning for at alt skal kunne lade sig gøre. Vi europæere derimod bekymrer os for meget. Vi mener, at man kan risikere, at Big Data Machine bliver en optimering i at

fastholde og bekræfte mennesker i deres eget verdenssyn, ligesom Google allerede er begyndt på.

Vi frygter, at Big Data Machine holder os fra andres holdninger og verden omkring os. De kommende datadrevne medievirksomheder sørger for, at vi får de reklamer, som vi i forvejen er interesseret i – baseret på den stribe af dataspor, vi efterlader i vores kølvand. Det kan umulig være frihed. I Silicon Valley siger de, at de er The Land of the Free. Facebook, Google, YouTube og så videre er indbyggerne i The Land of the Free.

Men er der så ikke en risiko for, at informationsstrømmen bliver mere og mere indsnævret i takt med, at vores verdensbillede skrumper ind? Selvfølgelig er det spild af penge at vise mig et banner for Pampers, når mine børn er langt over blestadiet. Men det kunne jo være, at det inspirerede mig til at blive far igen. Hvorimod den strøm af fyrre-fed-og-færdig-bannere, som jeg nogenlunde præcist udsættes for, ikke inspirerer mig til ret meget andet end at blive yngre. Vælger vi frihed til. Eller frihed fra?

Vil Big Data Machine ikke give os mere af det samme?
Mennesker kan godt lide at blive behageligt overraskede. Men i takt med at vi bliver mere og mere præcise i at kende forbrugerne på baggrund af deres data-fortid, risikerer vi til gengæld af blive mindre og mindre dygtige til at forudsige eller give plads til det, forbrugeren ikke har opdaget endnu. Der bliver mindre plads til det uforudsigelige.

 Kommunikation handler ikke kun om at afdække målgruppens behov og komme med løsningsforslag til dem, men i lige så høj grad om at skabe behov. Og her risikerer råderummet af muligheder at størkne i et fastlåst databillede af den enkelte forbruger. Sagt med andre ord kan vi nu nå den dame, der læser Vogue med tilbud om andre dameblade, men måske skulle vi hellere inspirere hende til at gå en tur. Eller købe økologisk. Det lader jo til, at hun har rigeligt med læsestof. Why give her more?

Der findes kun behov for fremskridt, status og belønning
Men det er naturligvis for Silicon Valley en alt for pessimistisk og europæisk tankegang. Det handler ikke om det frie valg og om at gå på ukendte stier blot for at opleve noget nyt. Silicon Valley har en opskrift på loyalitetsskabelse. Loyalitet opstår, når man opfylder tre basale menneskelige behov: 

• Behovet for fremskridt – at jeg kan se, at jeg bliver bedre.
• Behovet for status – at jeg kan se, at jeg bliver hyldet.
• Behovet for belønning – at jeg får adgang til noget, som andre ikke gør. 

Det er ikke noget menneskeligt behov at gå sine egne veje. Ingen ønsker at komme et nyt sted hen. Med mindre man er helt sikker på, at alle de andre følger med lige om et øjeblik. Vi skal have datadrevne valg.

Men hvad så med fællesskabet? Jo, mennesker kan lide at gå sammen om at løse en opgave. F.eks. at løse opgaver i fællesskab for at finde ud af, hvad den store præmie er – som i den skattejagt, vi udsætter vores børn for til deres fødselsdag. Samtidig får fællesskaber også folk til at yde mere. Hvis du er alene om at vinde eller tabe, er det bare dig selv, der risikerer at gøre det. Og det kan du godt leve med. O.k., jeg tabte. Det gør jeg så tit. Men hvis jeg derimod ikke yder det optimale i min gruppe, kan min gruppe risikere at tabe, og det vil jeg ikke have siddende på mig. Vi skal være sammen i store flokke af samme meninger og unlocke medaljer og få nye, ligesindede venner undervejs. Det er det netværk, som kommer efter de sociale medier. Med en hale af data efter sig.

 Det er derfor Silicon Valley har brug for Big Data Machine. For de kan allerede minut for minut skrue op og ned for bannerkampagnen og spare en masse penge, samtidig med at annoncørerne og reklamebureauerne kan teste forskellige budskaber som kamæleon, der ændrer farve og form alt efter, hvad du ud fra dine data helst vil have. Det er allerede muligt at samle alle data på tværs af platforme, medier og annoncørernes egne data og sammenligne dem, så annoncørerne kan finde de mest effektive sites at ramme målgruppen på – på tværs af alle medier. De kan allerede finde en brugers forskellige devices og lave en re-target på tværs. Så når 98 procent har været inde at kigge på en rejse hos et rejsebureau uden at købe noget på hjemmecomputeren, kan man fange folk på mobilen eller tabletten.

Annoncørerne og mediebureauerne står klar til at lægge alle guldmønterne i den nye Big Data Machine, som bliver opfundet lige om lidt, så vi skeptiske europæere for en tid kan tvivle på den, på samme måde som vi tvivlede på Social Media og SmartPhone.

Maskinen vil afsløre præcis det, du drømmer allermest om lige nu baseret på dine data, og ingen lovgivning vil lykkes med at forhindre vælgerne i at få lige præcis det, som de allerhelst ville have. Så svaret på, hvad Big Data Machine bliver, er måske i virkeligheden bare et spørgsmål:

 Hvad vil vi alle sammen allerhelst have?

Baggrund: En delegation af 35 mediemennesker tog i slutningen af marts 2012 med Danske Medier og IUM en tur til Silicon Valley for at undersøge BigData – den enorme digitale datastrøm – tidens største buzzord i teknologi- og medieland. Vi besøgte blandt andet Singularity University, Facebook, Yelp og Stanford, og overalt blev vi mødt med den samme optimisme og glade indsigt: Nu er vi nået til kapitaliseringen af den digitale æra. Vi mangler bare lige programmet, der starter bølgen.

Claus Skytte

Siden 1957 er alle danskeres biografture startet med hornmusik – nærmere bestemt den klassiske trompetfanfare fra Dansk Reklame Film, der indikerer, at nu starter biografoplevelsen. Sådan bliver det også i fremtiden, men fra torsdag den 29. marts får danskerne tre helt nye og ”levende” trompetpiger at dele oplevelsen med.

Mange millioner gange årligt sætter danskerne sig til rette i mørket for at opleve film på det store lærred. Fra på torsdag skal de mange millioner mennesker vende sig til nyt selskab i biografsalen. Nu sættes der nemlig helt nye ansigter på de klassiske trompetpiger. Det sker, når Dansk Reklame Film lancerer et animeret trompetpige-univers udført af folkene bag succesfilmen Ronal Barbaren:

Dansk Reklame Film har igennem det sidste stykke tid arbejdet på at få genoplivet de tre trompetpiger, og gør det nu i en animeret version produceret af Einstein Film og WeLovePeople.

Historien om Dansk Reklame Films tre trompetpiger går så langt tilbage som til 1957, hvor de første gang var at finde på det store lærred.

I Danmark er det at se reklamer en væsentlig del af biografoplevelsen.

Derfor har WeLovePeople sammen med Einstein Film, som bl.a. står bag animationsfilmen Ronal Barbaren, udviklet et nyt koncept for Dansk Reklame Film, som skal skabe nyt liv i reklameblokken.

- Vi har skabt et format, eller en scene, som pakker reklameblokken pænt ind og gjort Dansk Reklame Films logo levende ved at vække trompetpigerne til live, siger adm. direktør Pernille Simmelkiær fra WeLovePeople, som har haft det konceptuelle ansvar for udviklingen af de nye animerede spot, som består af tre dele.

En intro, en breaker og en outro til at runde fortællingen af om trompetpigens vej til stjernerne.

Trompetpigerne har siden 1957 eksisteret i forskellige afskygninger, og det gælder også på lydsiden. Marketingchef Lisbeth Sahl Jensen fortæller: “Selvom trompetfanfaren reelt ikke har været en del af identiteten i biografen i 10 år, er der alligevel mange, der forbinder det med biografreklamer, når de hører fanfaren”.

I 1985 hvor Dansk Biograf Reklame og Gutenberghus Reklame Film fusionerede og blev til Dansk Reklame Film forsvandt de tre trompetpiger fra reklameblokken for en periode. I midten af halvfemserne vendte de tilbage.

- De tre trompetpiger ville ikke slippe os, og vi ville ikke slippe dem, så i midten af halvfemserne kom de tilbage, men ikke som en del af vores logo. Det skete først for otte år siden, siger Lisbeth Sahl Jensen og fortsætter:

- Det, at vi nu bringer trompetfanfaren tilbage på det store lærred, sker som en del af en konstant rejse mod at revitalisere biografmediet. Sidste år introducerede vi et nyt logo og i år er turen kommet til det visuelle udtryk i reklameblokken.

- Det har været med ærefrygt at skulle vække trompetpigerne til live, i en animeret form, og nytænke hele universet for biografreklame netop med levende karakterer, fortæller historien om koblingen mellem trompetpigerne og logoet, siger Trine Heidegaard fra Einstein Film

I forlængelse af det nye reklamespot skaber Dansk Reklame Film desuden et nyt format, hvor brands får mulighed for at interagere i en form for co-branding med Dansk Reklame Film.

Det vil med andre ord sige, at annoncørerne integreres i et spot, som er en del af Dansk Reklame Films egen branding for biografreklame.

Første eksempel på biograflærredet bliver et spot, hvor en Haribo vingummibamse tager sig en svingom med Dansk Reklame Films trompetpige.

- Det er vigtigt for os, at værne om den gode reklamefilm og de gode historier, der fortjener at blive vist i biografen. Samtidig er vi de stolte indehavere af et af Danmarks stærkeste lydlogoer og det er vigtigt for os at bringe tilbage i biografen og dermed styrke magien i biografmediet, slutter Lisbeth Sahl Jensen.

Første gang de nye spot kan ses i biograferne er 29. marts 2012.

Se outro her. 

Se artiklen her. 

Dansk Reklame Film har genindspillet den berømte fanfare og bringer tre nye og noget anderledes trompetpiger på banen.

Dansk Reklame Film har genindspillet den berømte fanfare og bringer tre nye og noget anderledes trompetpiger på banen.”Vi ved godt, at vi her er inde at røre ved noget, der af mange nærmest opfattes som et stykke dansk kulturarv. Derfor har vi også tænkt os vældig godt om, før vi nu introducerer danskerne for et helt nyt trompet-univers,” siger Lisbeth Sahl, event- og marketingchef i Dansk Reklame Film, om de tre nye animerede trompetister.

Siden 1957 er alle danskeres biografture startet med hornmusik – nærmere bestemt den klassiske trompetfanfare fra Dansk Reklame Film, der indikerer, at nu starter biografoplevelsen. Sådan bliver det også i fremtiden, men fra torsdag den 29. marts får danskerne tre helt nye og “levende” trompetpiger at dele oplevelsen med.

Bag det nye koncept står We Love People og Einstein Film, der har animeret de tre trompetpiger – bl.a. med en intro (der kan ses her) og en outro (der kan ses her).

“Fanfaren blev lagt på hylden fra 1985 til 1994, hvor lidt af den kom med igen. I 2004 kom en ny, stiliseret variant af logoet, som Advance skabte. Men jeg har i et par år haft en dialog med We Love People – jeg synes bl.a. godt om deres enkle stil og den kommunikation, de har skabt for bureauet selv – og sidste år skabte de så et nyt logo til os, og i år har vi så kigget på identiteten i selve mediet. Derudover har vi genindspillet Arne Lambert gamle fanfare,” siger Lisbeth Sahl.

Trompetpigerne er stadig langbenede – to af dem er i al fald. Den tredje er en ukuelig lille dame, der skal gå grueligt meget igennem, før fanfaren sidder (næsten) lige i skabet.

“At arbejde med et så klassisk univers i lyd og billede, som trompetpigerne er, kan sammenlignes med at arbejde med et logo som Irma-pigen. Det betyder, man skal gå til opgaven med stor respekt og finde den rigtige balance mellem tradition og fornyelse. Vi håber, danskerne vil tage godt imod de nye trompetpiger, som de næste mange år bliver det første, vi ser, når der skal grines, grædes, gyses eller kysses på bageste række i biografen,” siger Pernille Simmelkiær, adm. direktør i We Love People.

Se artiklen her. 

We Love Peoples digitale direktør, Simon Ryhede, var inviteret til at tale ved en Pecha Kucha Night under sidste uges SXSW-konference i Austin, Texas. Læs her, hvordan det gik.

”20×20”. Du har 20 slides til at præsentere din historie, og hver slide står i 20 sekunder, før det automatisk skifter videre til næste slide. Du er på i seks minutter og 40 sekunder.

Det lyder ikke af særlig meget, faktisk lige over halvdelen af en Cooper test.

Men formatet gør, at du ikke har tid til at improvisere, holde kunstpauser, ændre præsentationen eller andre ting, som man som regel har, når man skal præsentere noget.

Så regel nummer 1 er at øve sig. Det er også regel nummer 2 og 3 og 4…

Øve igen og igen så teksten til dine slides sidder på hjernebarken, og du kan recitere dem i søvne.

We Love People havde fået æren af at prøve kræfter med ovenstående under dette års SXSW i Austin.

Sideløbende med SXSW havde Pecha Kucha Austin inviteret til samling mandag aften i reklamebureauet McGarrah Jessee’s nyrenoverede lokaler i downtown Austin.

We Love People og Bjarke Ingels

Der var inviteret små 300 mennesker, og vi var 12 udvalgte talere. Storskærm og mikrofon stod skal til talerne, gourmet øl, pindemadder og små cupcakes var klar til tilhørerne.  

Mine ”20×20” handlende om We Love People’s samarbejde med Bjarke Ingels og Tryghedsgruppen om, hvordan vi gør motion til en leg igen.

Et projekt som centrerer sig om, at det ikke behøver at være så svært at motionere, hvis vi bare tænker motion på nye måder. Tænker det ind i vores hverdag, 5 minutter af gangen. Hvis der er elementer i vores miljø som motiverer os til at tage trappen i stedet for elevatoren, cyklen i stedet for bussen, motiverer os til at bruge omgivelserne aktivt…

Et projekt og tankegang som Bispebjerg Hospital gerne vil have We Love People hjælper dem med at implementere i det nye superhospital, som skal bygges. Og et projekt som Nakskov gerne vil have integreret i deres offentlige pladser og områder.

Et projekt, som 6.40 sekunder er alt for kort tid til at fortælle om, og især når Tryghedsgruppen ikke er kendt i det store udland, og Bjarke Ingells først nu er ved at være kendt uden for Danmarks grænser og den elitære arkitektoniske verden.

Så derfor var We Love People’s 20 slides skåret over 3 dele:

1)     Danmark har også et fedmeproblem, og det ville vi forsøge at ændre (sætte på dagsordenen)

2)     WLP, Bjarke Ingells og Tryhedgruppen havde visionerne og midlerne

3)     Resultaterne af indsatsen

Jeg kom på scenen efter Erin Ivey , en amerikansk singer/songwriter, der havde blæst publikum væk med 20 fantastiske billeder og hendes rørende historie om, hvordan hun havde skrevet en sang til hendes nære ven, der netop havde mistet sin kæreste i en bilulykke, og hvor sangen blev spillet til de sidste otte slides. Fantastisk og rørende og ”tough act to follow”. Her kom jeg så med en corporate reklame case fra Danmark….

Hvordan gik det så?

Helt op til jeg skulle på, kæmpede jeg med at låse mine sætninger fast til hver slide i mit hoved og holde fast i dem… og derefter kan jeg ikke huske noget…

Jeg husker, jeg gik på scenen og ikke kunne få skubbet mikrofonstativet op, så jeg stod som en anden rookie-prismodtager med hovedet bukket frem og ned til mikrofonen.

Jeg husker også, at der var momentvise grin, klapsalver og et ”yeah” eller to, mens jeg stod der. Jeg fik leveret mine tekster, næsten som jeg havde øvet, og jeg fik rundet godt af med præmissen for, hvorfor projektet overhovedet blev til noget: ”At få gjort motion til en leg”.

Så husker jeg klapsalver, da jeg gik fra scenen og god feedback fra de andre talere og værterne.

I 6.40 sekunder var jeg i den grad ude af min komfortzone og fik mærket suget i maven og blodet i tindingerne. Det var en fed oplevelse at prøve, og jeg er glad for, at jeg sagde ja tak til muligheden.

Efter mig kom Robert Brunner på scene (ham der har designet Beats by Dr. Dre høretelefoner) og blæste publikum væk med billeder af Dr. Dre og P. Diddy og historien om at lytte til musik i stedet for at høre musik. Bevæggrunden for hvorfor Dr. Dre har lavet høretelefoner.

Se artiklen her. 

SXSW 2012: ”Jo mere godt du gør, jo flere penge tjener du”, og det skal bureauerne knokle langt hårdere for at overbevise annoncørerne om, lød et af budskaberne fra SXSW, rapporterer We Love Peoples digital director.

Når man besøger SXSW og følger en masse sessioner og indlæg, så har man samtidig en stærk ”FOMO-uro” i maven, altså “Fear of Missing Out”.

Når mulighederne er så mange, og emnerne så spændende, så kunne man godt bruge en maskine, der kunne multiplicere en, så man kunne nå flere indlæg i løbet af dagene.

Oplevelsen af at sidde i starten af en session, og give de talende præcis fem minutter for derefter at tænke, “Argh, jeg skulle ha’ taget den anden session – det lyder ikke interessant”, er sikkert kendt af mange, men læringen af dette indlæg er, at man skal komme ud af sin komfort zone, springe ud i noget nyt og blive positivt overrasket.

En af de sessioner, jeg fulgte under dette års SXSW hed: Don’t Just Sell Things: Change the World.

Og panelet bestod af så spændende og innovative personer som Cindy Gallop, Founder, IfWeRanTheWorld og makelovenotporn.tv, Margaret Keene, Executive Creative Director, Saatchi & Saatchi LA, Neil Powell, Founder & Designer, The Information Blanket.

Sessionen og blev styret af Matthew Bishop, US Business Editor & New York Bureau Chief, The Economist

Talerne kom igennem en række spændende emner i den time, sessionen varede. Men jeg vil trække to frem som gennemstyrede resten.

We Love People laver social ansvarlig kommunikation på tværs af alle medier. Derfor var denne session speciel relevant for os, da spørgsmålene: Kan reklamebranchen bidrage til en bedre verden? Og hvordan kan virksomheder gøre noget vedvarende samtidig med de sælger deres produkter?, var de centrale.

SXSW-festivalen skydes i dag i gang i Texas. Samtidig trommes der sammen til en såkaldt Pecha Kucha, hvor bl.a. We Love Peoples digitale direktør skal fortælle deltagere fra alle hjørner af kloden om en kampagne udviklet til TryghedsGruppen.

SXSW-festivalen (South by Southwest) i Austin i Texas går i gang i dag, og det tegner til endnu en gang at blive en smeltedigel, hvor ideer og inspiration blandes godt og grundigt sammen af kreative professionelle inden for musik, film og interaktiv kommunikation – eller reklamebranchen - fra hele verden.

Markedsføring har de forløbne uger været i dialog med mange kreative sjæle herhjemmefra, der drager til hovedbyen i Texas i disse dage, men en af de mest forventningsfulde og spændte har uden tvivl været Simon Ryhede, der er digital chef for reklamebureauet We Love People.

Han glæder sig naturligvis til selve SXSW, men han er også blevet indbudt til at være en af talerne ved en såkaldt Pecha Kucha med 300 deltagere i Austin 

Det lyder jo eksotisk og temmelig udenfor nummer i noget så ærkeamerikansk som Texas, og det er da også et koncept, som blev opfundet i Japan i 2003 af arkitekterne Astrid Klein og Mark Dytham og siden har gået sin sejrsgang verden over.

Pecha Kucha er såmænd det japanske ord for noget så gammeldags som dansk snik-snak.

Seks minutter og 40 sekunder

Hver taler ved arrangementet i Austin får nøjagtig seks minutter, 40 sekunder og maksimalt 20 slides til at fortælle om et emne efter eget valg.

- Jeg vil fortælle om vores arbejde med kampagnen for Tryghedsgruppen, hvor bl.a. Bjarke Ingels, der jo efterhånden er en kendt person over det meste af verden, var en de involverede personer. Jeg ser meget frem til at dele mine tanker med kreative fra hele verden, siger Simon Ryhede, der modtog sin invitation til at tale fra reklamebureauet McGarrah Jessee, som er vært ved den amerikanske Pecha Kucha sammen med DJ Stout fra Pentagram.

I alt er 12 talere udvalgt til at tale i kategorierne, Interactive, Film og Musik.

Hvorfor sagde du ja tak til at deltage?

- Jamen, det er da en unik mulighed for at tale til meningsdannere og spændende personligheder fra hele verden, siger Simon Ryhede.

Han er ikke den eneste danske taler ved arrangementet, da også musikeren Lars Rønne er blandt talerne.

Du kan læse mere om den omtalte Pecha Kucha her Og mere om  SXSW her.

Se artiklen her.